Virksomheder erfaring med IT
 

Elpaco

 

 

”Hos it-tanken er man ikke i kløerne på en it-sælger”

 

 

 

”Jeg kan klart anbefale it-tankens rådgivning til andre virksomheder, fordi it-tankens konsulenter er neutrale spillere. Man er ikke i kløerne på en eller anden it-sælger, fordi it-tanken vejleder frem for at sælge. Neutraliteten er et stort plus.” Anne Pelck, P. Andersen & Co.

 

Hos it-tanken kan også din virksomhed få neutral it-rådgivning, uden at det koster noget. It-tanken er Håndværksrådets tilbud om neutral it-rådgivning til mindre virksomheder. Vi kan både give telefonisk rådgivning eller arrangere et besøg i virksomheden, hvor en af Håndværksrådets konsulenter kommer forbi til en snak om it. Tilbuddet kan benyttes gratis i hele 2007, og mange virksomheder har allerede gjort brug af det.

 

Én af de virksomheder er P. Andersen & Co. på Frederiksberg. Virksomheden er en autoriseret el-installatør, der primært løser opgaver for privatkunder. Med blot 3 personer i firmaet er virksomheden et bevis på, at også små virksomheder kan få noget ud af at beskæftige sig med it. Håndværksrådet tog en snak med Anne Pelck, der er medarbejdende ægtefælle i virksomheden. Ud over at arbejde i virksomheden har Anne Pelck i mange år været aktiv i Dansk Håndværks Kvinder, blandt andet som bestyrelsesmedlem med ansvar for kursus- og uddannelsesområdet i DHKs afdeling i København.

 

”Vi kontaktede it-tanken for at få at vide, om det, vi gør på it-fronten, er godt nok. Vi står over for et generationsskifte, og man kan ikke sælge en virksomhed, der ikke kører tip-top, så derfor ville vi gerne have it-tankens hjælp til at få opdatering af mit it”, siger Anne Pelck, der står for en stor del af administrationen i virksomheden, ”Vi havde desuden et akut problem, fordi back up-funktionen af finanssystemet var sat ud, og jeg tør ikke have et finanssystem uden back up.”

 

Efter et besøg af it-tankens konsulent Ole Møs har virksomheden fornyet anti-spam og antivirus på deres computere. Desuden foreslog Ole Møs, at de to computere på kontoret samt hjemmecomputeren blev forbundet i et netværk, hvilket helt konkret har sparet Anne Pelck for noget arbejde. ”Kalkulationsprogrammet ligger på min mands computer, mens finanssystemet ligger på min computer. Da computerne ikke var forbundet i et netværk, skulle jeg manuelt overføre beregningerne fra kalkulationsprogrammet til finanssystemet. Efter at have fået idéen til at binde computerne sammen i et netværk kan det klares meget lettere. For at gøre overførslen mellem programmerne endnu lettere, har vi desuden fået nye programmer fra bygteq-it, der uden problemer kan snakke sammen”, siger Anne Pelck.

 

 

Alt i alt har besøget af it-tankens konsulent været et stort plus for virksomheden. ”Vi er rigtig glade for it-tankens besøg. Jeg er egentlig ligeglad med teknikken bag min programmer, bare de virker bedst muligt. Men det betyder også, at jeg ikke altid er klædt på til at tale med en it-sælger, der bare har dollartegn i øjnene og kan sælge sin gamle mor 4 gange på en formiddag. Nu ved jeg mere om, hvilke spørgsmål, jeg skal stille en leverandør”, afslutter Anne Pelck.

 

Har du lyst til at få et gratis besøg af én af it-tankens konsulenter, så klik ind på www.it-tanken.dk eller ring til Erik Nørgaard i Håndværksrådet på 33 93 20 00. På www.it-tanken.dk kan du også læse Håndværksrådets it-guide, der kort gennemgår de mest almindelige it-systemer til virksomheder. Der ligger også en lille test, der kan give dig et hurtigt svar på, om din virksomhed har det rigtige it-udstyr.




Idéskilte



Drop berøringsangsten over for it!
- få sat gang i de rigtige it-investeringer med hjælp fra it-tanken.

 

”Vi har tidligere haft lidt berøringsangst over for administrativ it, fordi vi har haft nogle dårlige oplevelser med it, hvor vores systemer ikke har fungeret efter hensigten. Vi har brændt nallerne og har derfor ikke villet sætte nye projekter i gang”, siger ejerleder Marianne Beuchert, Ideskilte i Horsens. ” Vi har altid været helt med, når det gælder it i produktionen, så vi vidste egentlig godt, at det ville være et overkommeligt skridt at indføre mere it i administrationen. Og samtidig har vi også godt vidst, at vi ikke kan klare os uden mere administrativ it i længden, så med hjælp fra it-tanken overvandt vi berøringsangsten, og er nu gået i gang med nye it-investeringer.”

 

Ideskilte i Horsens er ikke den eneste virksomhed, som it-tanken har hjulpet. I løbet af det sidste halve års tid har it-tanken således hjulpet over 500 virksomheder med at lave fornuftige it-investeringer. It-tanken er et projekt ledet af Håndværksrådet og Dansk IT, hvor virksomhederne kan få gratis it-hjælp. Klik ind på www.it-tanken.dk og se nærmere eller ring til Erik Nørgaard på 33 93 20 00.

 

Hos Ideskilte laves der skiltning i bred forstand. Virksomheden har 13 ansatte og varetager både rådgivning om og produktion af skilte. Der har f. eks. været mange store opgaver i forbindelse med kommunalreformen, hvor kommunekontorerne ofte skal skiltes om, og virksomheden har for nylig varetaget en spændende opgave i form af produktion af skiltemateriale til Ny Alliance. 

 

Et skilt køber man ikke særlig tit. Derfor er det vigtigt for virksomheden at have styr på markedsføringen over for nye kunder. Her er hjemmesiden utrolig vigtig, og derfor har virksomheden længe haft en meget professionel hjemmeside. IT-tankens rådgivning koncentrerede sig derfor om den interne struktur i virksomheden. ”Vores kommunikation udadtil fungerer fint, men vi har brug for at strukturere den måde, vi sender information rundt i virksomheden på. Tidligere kunne vi klare det hele i hånden, men det bliver mere og mere besværligt, fordi vi vokser. Derfor vil vi gerne have ”en ny start” på it-området, hvor vi fokuserer på den interne kommunikation”, siger Marianne Beuchert.

 

Håndværksrådets it-konsulent Louise Kongstad lavede derfor i samarbejde med Ideskilte en investeringsstrategi for de næste par år. Virksomheden blev rådet til først og fremmest at investere i et nyt telefonsystem, og derefter at fokusere på økonomisystemet. Hos Ideskilte var man egentlig allerede klar over, hvad virksomheden manglede på it-fronten, men konsulenten hjalp virksomheden med at få styr på processen med at investere i nyt it: ”Det er i virkeligheden meget basale ting, vi snakkede med konsulenten om, men vi fik lavet en ”værktøjskasse”, som vi kan bruge til at indføre nye systemer efter. Konsulenten kom ikke med løsningen, men hjalp os til at se, hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi investerer i nyt it. En vigtig pointe er f. eks., at vi skal tænke over, at investeringen skal give værdi for enten kunden eller os. Det siger i virkeligheden sig selv, men det er godt altid at holde sig for øje, hvori værdien ligger, og om man investerer i et system for at opnå værdi, eller fordi man bare synes, det er ”smart”. Derfor har vi også i samråd med konsulenten valgt at opdatere vores nuværende økonomisystem i stedet for at investere i et nyt, for i en opdateret version kan det faktisk alt det, vi har brug for. Vi skal bare lære at bruge alle funktionerne og indlejre dem i vore arbejdsgange.”, udtaler Marianne Beuchert.

 

It-tanken skal ikke sælge bestemte systemer og er ikke i lommen på nogen leverandør. Rådgivningen kan gøres gratis, fordi it-tanken har fået en pose penge af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Gratis rådgivning gør det muligt for alle virksomheder at være med – det koster kun tid. Og Marianne Beuchert fra Ideskilte mener bestemt, at andre virksomheder burde gøre brug af tilbuddet: ”Jeg kan helt bestemt anbefale rådgivningen til andre virksomheder. Vi fik styr på en masse tanker omkring it ved at have et besøg fra it-tanken. Og så er jeg egentlig overrasket over, hvor godt det var. Når noget er gratis, så forventer man som udgangspunkt ikke særlig meget, men her var der virkelig tale om kvalitetsrådgivning, som jeg virkelig synes, andre skulle gøre brug af.”


...
 

Tilbage til forsiden












Yderligere information /
spørgsmål.

Kontakt:

Erik Nørgaard
fra Håndværksrådet
Tlf: 33932000